Forestillingen havde premiere i maj 2019 og fortolkes af tre dansere i særklasse fra Japan, Cameroun og Brasilien. Japanske Ismaera Takeo Ishii er en af de sjældne dansere på verdensplan, som er solidt funderet i både butohdans og urban dans på højt niveau. Kombinationen af butohdansens skarpe indre fokus og den eksplosive urbane dans, åbner for et interessant koreografisk rum, der i GLOBAL SOULS twistes og suppleres af Mario Poundes ekvilibristiske afrikanske dans og José Rodrigues Juniors elegante sydamerikanske lethed.
Komponist Rex Casswell har gennem forestillingens skabelsesperiode udviklet et kontrastfuldt elektronisk lydbillede til forestillingen, lyden af en global puls. Lysdesigner Jesper Kongshaug har skabt et meddigtende scenografisk lysdesign.
Forestillingen er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond og William Demant Fonden.